http://www.vindenergi.dk
Hjem Udskriv side Download English version

Stop af vindmøller

- hvordan skal det gøres?


Pr. 1. december 2009 indførte Nordpool mulighed for negative spotpriser op til 165 øre/kWh, hvormed det blev relevant at stoppe vindmøller.

Det er dog vigtigt, at man ikke selv stopper sin vindmølle.

Stop af vindmøller skal være centralt styret, da det ellers vil gå ud over balanceomkostningerne. Hver dag melder man ind til NordPool, hvor stor en produktion, man forventer at levere hver time i det kommende døgn. Hvis man ikke opfylder denne kvote, skal man ud på markedet og købe den manglende produktion, hvilket ofte er meget dyrt. Hvis man selv stopper møllen, bliver antallet af kWh, der efterfølgende skal købes i markedet således større samtidig med, at balanceprisen bliver højere. Jo større ubalance, jo højere pris. Med andre ord bliver balanceprisen ikke negativ, fordi spotprisen er - tværtimod.
Hvis den enkelte vindmølleejer selv stoppede sin mølle, ville sandsynligheden for at ramme produktionsmængden i de enkelte timer være meget lille og risikoen for store balanceomkostninger meget større.

Vindenergi Danmark har udviklet et centralt system, som kan koordinere start og stop af møller samt en boks, som via SMS-beskeder giver beskeden videre til vindmøllerne. Den er nu testet og klar til installation.
Når prisen bliver negativ, sendes en SMS-besked til vindmøllen om at stoppe. Ligeledes sendes der en SMS-besked, når prisen atter kommer op, så vindmøllen starter igen. Vindmølleejeren vil samtidig få besked om stop og start, så man ikke ved en fejl starter vindmøllen igen i utide. På den måde undgår man negative priser, når man er på markedsvilkår.
Boksen koster 5.800 kr. ekskl. moms plus ca. 1 times installation samt kørsel. Boksen bestilles hos Vindenergi Danmark, mens installationen foretages af møllens serviceleverandør.
Hvis man er interesseret i at få monteret en boks, så kontakt Anne Burmølle på telefon: 76 32 19 19.


Fastpris eller prissikring.

Hvis man har indgået en eller anden form for fastpris eller prissikringsaftale, har man stadig mulighed for at være tilknyttet ovenstående tjeneste, idet man bliver fuld kompenseret for den tid, hvor vindmøllen står stille samt det eventuelt mistede pristillæg fra energinet.dk. Hvis man f.eks. har en 1 MW vindmølle, vil man pr. stoppet time modtage en afregning på 1.000 kW x (fastpris plus eventuelt tab af pristillæg) eller sikrede pris.

 

Luk